Om Hvile Living
Hvile Living blev etableret i 2025 efter et års grundig undersøgelse, prototypeudvikling og test. Undersøgelserne viste, at der var et behov for produkter, der kombinerer æstetik og siddekomfort på en ny måde – det kunne både kunder og møbelforhandlere se værdi i.
Historien bag
Jeg elsker klassiske designstole for deres former, historie og udtryk. Men mange af de stole, jeg holder af, bliver degraderet til pyntegenstande og ekstra-stole, kun brugt når der er mange gæster. Sådan var det hjemme hos os – og det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan.
Gennem både egne erfaringer og løbende research har jeg set det samme mønster: vi værner om vores klassikere, men bruger dem for sjældent i hverdagen. Ikke fordi de har mistet deres skønhed, men fordi de ofte ikke giver den støtte og komfort, som vores liv i dag kræver. Selv blandt dem, der bruger deres stole dagligt, ser jeg det samme behov – mange lægger puder, skind og tæpper i for at skabe den blødhed, som designet i sig selv ikke tilbyder.
Hos Hvile Living arbejder jeg med at forlænge stolenes levetid – ikke gennem forandring, men gennem nænsom forbedring. Hynderne, jeg designer, følger stolens linjer og proportioner og løfter komforten uden at forstyrre udtrykket. De tilfører varme, blødhed og en ny funktionalitet, samtidig med at stolens oprindelige karakter bevares. Og for dem, der ønsker det, kan hynderne også give et spændende nyt udtryk – et lille grafisk eller farvemæssigt twist, der giver stolene en ny personlighed uden at gå på kompromis med designet.
For mig handler det om balance. At ære håndværket og historien – men også at give plads til nutidens behov. Et lille løft, der gør det muligt at tage de klassikere, vi elsker, i brug igen – og finde ro og hvile i det, der allerede er smukt.
/Sigrid Korshøj, founder af Hvile Living
